Kort før angrebet på Rusland (Operation Barbarossa) blev divisionen (ca. 20.000 mand) med flere tusinde køretøjer flyttet til opmarchområde i nærheden af Lublin.

Tre hærgrupper (Nord, Midte og Syd) skulle angribe Rusland den 22. juni 1941, og divisionen blev tilknyttet Hærgruppe Syd.

Først den 1. juli 1941 fik Division “Wiking” ordre på afmarch, hvor angrebsmålet var byen Tarnopol ca. 150 km inde i Rusland.

Efter kampene ved Tarnopol angreb divisionen (med Regiment “Germania” og Regiment “Westland”) den 6. juli 1941 byerne Satanov og Gussjatin (sydøst for Tarnopol).

I første halvdel af juli nåede Division “Wiking”, på grund af hård modstand, kun ca. 200 km ind i Rusland, men de efterfølgende dage kunne man rykke yderligere 200 km frem, da de russiske styrker trak sig tilbage mod Kiev.

Division “Wiking” blev nu sat helt i front og kæmpede de efterfølgende dage hårde kampe mod russiske panser- og infanteristyrker.

Regiment “Nordland” deltog ikke i disse kampe, da regimentet midlertidigt var overflyttet til III Panzerkorps som forstærkning.

Omringningen ved Uman og kampene ved Dnepr

Frem til august 1941 deltog divisionen i den tyske fremrykning mod sydøst, hvor Hærgruppe Syd efterhånden havde omringet to russiske arméer ved byen Uman.

Division “Wiking” blev flere gange udsat for angreb af russiske styrker, der forsøgte at kæmpe sig ud af denne omringning.

Siden felttogets start den 22. juni 1941 og frem til medio august 1941 mistede divisionen ca. 400 mand og havde ca. 1.400 sårede.

Herefter blev divisionen indsat i kampene om at danne brohoveder ved floden Dnepr.

Ultimo september 1941 gik Regiment “Nordland” over Dnepr, og ca. fire dage senere fulgte resten af Division “Wiking” efter.

Frem til slutningen af september deltog divisionen i heftige kampe.

Især Regiment “Nordland” blev hårdt ramt efter 11 dages konstant artilleribeskydning, og 26 danskere døde, mens 38 blev såret.

Den 18. september 1941 blev Kiev erobret, og Division “Wiking” kunne frigøres til andre opgaver.

Fremrykningen mod Don og Rostov

Den 28. september 1941 angreb divisionen sammen med Panzergruppe 1 mod sydvest, hvor opgaven var flankesikring af angrebets østside.

Den 10. oktober 1941 angreb man videre østpå mod floden Don.

Efter et par dage gik angrebet mere eller mindre i stå på grund af vejret, der gjorde så godt som alle veje ufremkommelige.

Herudover var forsyningsvejene blevet så lange, at der var udpræget mangel på brændstof og ammunition.

De hårde kampe siden Operation Barbarossas start havde nu krævet over 1.000 faldne og ca. 3.000 sårede, hvilket svarede til ca. 20 % af divisionens samlede mandskab.

Selv om de faldne, de sårede og vejret havde mindsket divisionens kampkraft, lykkedes det den 20. oktober 1941 at erobre de udpegede angrebsmål.

Nyt angrebsmål – byen Rostov – blev udpeget for divisionen, og den 23. oktober 1941 rykkede divisionen, efter at brændstof var tilgået, frem mod floderne Mius og Krypka.

Division “Wiking” fik igen flankesikringsopgaver og led under dette angreb særdeles store tab.

Igen blev operationen bremset af mangel på brændstof, men især den begyndende russiske vinter satte en bremse på fremrykningen.

Dette bevirkede, at der først den 17. november 1941 kom virkelig skred i angrebet.

Division “Wiking” blev udsat for kraftige modangreb, og især Regiment “Westland” og Regiment “Nordland” blev hårdt ramt.

Trods kraftigere og kraftigere modangreb lykkedes det dog at indtage byen Rostov, men den 28. november 1941 måtte man på grund af et kraftigt russisk angreb rømme byen.

Den 1. december 1941 blev blandt andre Division “Wiking” beordret til at trække sig tilbage til floden Mius, hvor man skulle gå i vinterforsvar.

Vinterforsvarsstillingerne var effektive, og krigen gik nu i stå i mange måneder, hvor soldaternes “oplevelser” primært bestod i at slå modangreb tilbage samt at overleve den russiske kulde, der i perioder nåede helt ned på minus 40 grader Celsius.

I løbet af vinteren 1941 og foråret 1942 tilgik der Division “Wiking” nyt mandskab, så divisionen næsten var fuldtallig igen.

Værst for Division “Wiking” var dog, at de mistede køretøjer ikke var blevet erstattet, hvilket var medvirkende til, at divisionen ikke længere kunne virke som en fuldt motoriseret division.

Trods mange og kraftige russiske modangreb lykkedes det frem til ca. marts 1942 at holde alle hærgruppens vinterforsvarsstillinger.

I foråret og forsommeren planlagde både tyskere og russere en sommeroffensiv, som man regnede med skulle afslutte krigen på østfronten.

Sommeroffensiven startede den 19. juli 1942, hvor angrebsmålet igen var Rostov.

Den 23. juli 1942 blev de russiske forsvarsstillinger nedkæmpet, og den 25. juli 1942 var stort set hele byen på tyske hænder.

Næste angrebsmål lå mod sydøst, hvor de kaukasiske oliekilder skulle indtages.

Russerne trak sig frivilligt (?) tilbage, og Division “Wiking” rykkede på 14 dage næsten 400 km frem uden at møde væsentlig modstand.

Den 10. august 1942 blev de første oliekilder erobret, men stort set alle oliekilder var blevet sprængt i luften under den russiske tilbagetrækning.

Division “Wiking” og andre enheder fik herefter ordre til at rykke frem mod Sortehavet og den russiske flådebase Tuapse.

Fremrykningen ville betyde, at divisionen blandt andet skulle igennem høje bjerge og ad smalle veje, hvilket ville blive besværligt for divisionens næsten 2.000 køretøjer.

De næste fire uger fik Division “Wiking” derfor bevogtningsopgaver i Maikop-området, mens bjergtropper fra andre enheder rykkede frem mod Sortehavet.

Den 8. september 1942 bestemte OKW (Oberkommando der Wehrmacht), at 1. Panzerarmé skulle have to divisioner underlagt sig som forstærkning, hvoraf den ene var Division “Wiking”.

Den 16. september 1942 blev divisionen transporteret med jernbane gennem de erobrede områder og frem til de vigtige pas gennem Kaukasus.

Den 26. september 1942 gik angrebet mod de vigtige pas i gang, men da passene gav gode forsvarsstillinger til russerne, blev angrebene ufatteligt blodige, hvilket især gik ud over Regiment “Nordland”.

Den 6. oktober 1942 blev det første angrebsmål, Malgobek, erobret, hvorefter angrebet gik i stå på grund af hård modstand.

I november blev Division “Wiking” flyttet fra Malgobek-området.

Divisionen var nu mere eller mindre nedslidt, da kampene havde kostet ca. 3.600 døde og 10.000–12.000 sårede.

De næste to måneder var Division “Wiking” flankesikring på 1. Panzerarmés vestlige flanke, og alt forløb relativt roligt.

Den 24. december 1942 blev 1. og 2. bataljon fra Division “Wiking” flyttet nordpå med jernbane til arméens bagland for at forsvare området mod russiske enheder, der var brudt ud fra Stalingrad.

Lige før årsskiftet til 1943 blev Division “Wiking” flyttet nordpå fra Kaukasus til området sydvest for Stalingrad (Kalmyk-steppen), hvor opgaven var at blokere for russisk fremmarch mod Rostov.

Kampene på Kalmyk-steppen varede frem til februar 1943, hvorefter Division “Wiking” blev flyttet tilbage over Don-floden.

I februar 1943 standsede Division “Wiking” sammen med to panserdivisioner de fremrykkende russiske styrker, hvorefter der var ro på fronten frem til april 1943.

Division “Wiking” blev sendt i hvilestillinger, hvor enheden fik nyt erstatningsmandskab og erstatningskøretøjer. Styrken var nu nede på ca. 5.000 mand.

Under hvileperioden blev Regiment “Nordland” flyttet væk fra østfronten, hvorved også en stor del af danskerne forsvandt fra østfronten.

Regiment “Nordland”s 1. og 2. bataljon blev sendt til øvelsespladsen Grafenwöhr, hvor de danske og norske frivillige skulle danne grundstammen i opstillingen af en ny division, Division “Nordland”, under III Germanske Panzerkorps.

Regiment “Nordland”s 3. bataljon, der hovedsageligt bestod af finske soldater, blev sendt hjem til Finland på anmodning fra den finske regering.

Den 12. maj 1943 blev Regiment “Nordland” opløst.

Omkring 180 danskere forblev dog i Division “Wiking”, da de gjorde tjeneste i andre regimenter i divisionen. Hovedparten af disse gjorde tjeneste i Regiment “Germania”.

Resterne af Division “Wiking” forblev på østfronten frem til januar 1944, hvor divisionen og syv andre divisioner blev omringet af russerne i den såkaldte Tjerkassy-kedel.

I begyndelsen af februar 1944 forsøgte de indesluttede divisioner at bryde ud af kedlen.

50.000 tyskere døde i kampene i kedlen, og ca. 30.000 tyskere undslap under hårde kampe.

Division “Wiking” var spydspids i disse kampe, og det var måske derfor, at kun ca. 4.500 mand fra divisionen overlevede udbrudsforsøget.

Division “Wiking” blev herefter sendt til genopstilling i Polen, hvor divisionen opholdt sig i ca. tre måneder.

De russiske fremrykninger gjorde herefter, at Regiment “Westland” og Regiment “Germania” blev indsat i kampene om byen Kowel i Polen.

Division “Wiking” deltog herefter i det ene slag efter det andet uden hvilepauser, blandt andet i kampene om Warszawa.