Søren Kam, født 02.11.1921 i København, begyndte den 20. maj 1940 sin tjeneste ved 1. Bataljon/ Regiment “Nordland”.
I slutningen af oktober 1944 er østfronten skrumpet ind og skærer sig nu på langs af det nuværende Polen. Ved floden Bug nordøst for Warszawa forsøger SS-division Wikings regiment Germania at holde stand.
Efter det mislykkede forsøg på gennembrud samlede russerne nu deres styrker ved floden Bugs udløb, den såkaldte ”våde trekant”, hvor floderne Narew og Bug flyder til Wisla. Regiment Germania blev nu flyttet til et nyt afsnit i dette område, og I. bataljon fik til opgave at gå i stilling med den venstre fløj ved floden og at holde denne stilling.
Fronten forløb i en ret vinkel til floden ind mod landet. Den anden flodbred hævede sig med en mægtig, stejl skrænt. Deroppe på den anden side af floden lå vores kammerater fra den anden division.
Vi fandt et udbygget skyttegravssystem fra tidligere kampe.
Vi var klar over, at fjenden kunne komme frontalt eller langs med floden. Men foran os var der endnu fuldstændig roligt, så jeg tog min ”Schützenpanzerwagen” (Pansret mandskabsvogn) og kørte ind i ingenmandsland for at observere terrænet foran os.
Efter et stykke tid bemærkede jeg bevægelser i en skov ca. en kilometer foran mig. Jeg gav min chauffør befaling om at køre til et enligt hus på en høj med god udsigt. Jeg krøb frem langs huset, medens jeg sendte min pansrede mandskabsvogn tilbage ned ad skråningen bag huset.
Pludselig blev luften sønderrevet af et mægtigt brag, og jeg fik et vældigt slag i ryggen, som kastede mig til jorden.
I første øjeblik mente jeg, at jeg var blevet såret. Jeg mavede mig bag huset i dækning og tog min frakke af. En knivskarp granatsplint affyret af en af de berygtede ”ratsch-bumm” kanoner havde skåret min lammeskindsforede frakke igennem som med et barberblad i en længde af 15 centimeter.
Men jeg var sluppet uskadt.
Sprænggranaten var affyret af en russisk panserbekæmpelseskanon, som også brugtes mod infanteri. Vi kaldte den ”ratsch-bumm” fordi affyringen “ratsch” og nedslaget ”bumm” fulgte umiddelbart efter hinanden.
Russerne sendte nogle ”velmente” hilsener over til os, og det var med møje og en meget modig indsats af min chauffør, at vi nåede helskindede tilbage. Vi var klar over, at nu ville det ikke vare længe, før de dukkede op foran vores afsnit.
Om natten brød helvede løs på den anden side af floden, og vi var fra vores stillinger nede ved floden vidne til en fortvivlet kamp, som vores kammerater førte oppe på den anden side. De blev trængt tilbage i nattens løb, således at vi om morgenen konstaterede, at russerne nu var vores naboer på den anden flodbred.
Som sagt lå den anden flodbred langt højere, og vi var nu i en uhyre vanskelig situation. Russerne kunne i vid udstrækning observere vores stillinger. I min kikkert så jeg nøjagtigt, hvordan højtstående russiske officerer, let kendelige på de røde opslag på deres frakker, dukkede op og iagttog vores frontafsnit. Og det varede heller ikke længe, før vi fik den første advarsel fra den anden flodbred gennem ”ratsch-bumm” beskydning.
Hele dagen lå vi nu under artilleribeskydning, og så fik jeg ordre til at melde mig hos min bataljonskommandør SS-Hauptsturmführer Martin Kruse. Da jeg trådte ind i hans kommandostand, så jeg, at han lå med det ene ben bundet ind. Han var blevet ramt af en granatsplint og måtte bringes til forbindingspladsen.
Hans ordre var kort og præcis: ”Kam, De overtager bataljonen”. Så lå hele ansvaret for dette vigtige afsnit på mine skuldre. Jeg indrømmer, at jeg ikke var særlig glad, for jeg var nu den eneste officer, der var tilbage i bataljonen. Alle fire kompagnier havde lidt mere end 100 mand.
Natten faldt på, og der var forholdsvis roligt. Jeg var ustandseligt undervejs for at opmuntre mine mænd og stirre ind i mørket efter fjendtlige bevægelser. Ved 3-tiden var jeg lige vendt tilbage, dødtræt for at hvile en times tid i min bunker, da det fjendtlige artilleri begyndte at hamre løs på os. I stormløb vendte jeg tilbage til vores skyttegrave, og ville ikke tro mine egne øjne, da jeg pludselig så en del af mine folk, overvejende det nye mandskab, komme løbende tilbage.
De havde helt tabt hovedet i denne første ilddåb. Det kostede al min indsats at få dem til at gå tilbage til deres forladte stillinger, og jeg legede med mit liv, når jeg gik oppe på jorden udenfor skyttegravene for at vise dem, at det hele ikke var så farligt.
I mellemtiden var det ved at blive lyst – det helt rigtige tidspunkt for et russisk angreb. Beskydningen var optakten til et heftigt infanteriangreb, og selv om vi forsvarede os tappert, lykkedes det russerne at bryde ind i vores stillinger og besætte et stykke af vores skyttegrav.
I dette afsnit befandt sig en høj med betegnelsen ”86”, som var af særlig betydning, fordi den gav indblik i hele landskabet. Det var min opgave under alle omstændigheder at holde den besat, men det lykkedes russerne at besætte dette punkt.
Jeg samlede alle mine mænd, som befandt sig i umiddelbar nærhed, og så kom mit modangreb overraskende og omgående, og det lykkedes os at få højen i vores hånd igen. Det varede ikke længe, så kom russerne i en ny bølge, understøttet af kampfly, som fyrede på os.
Det var en morderisk kamp, og vi måtte igen overlade vores stillinger til den vildt kæmpende fjende. I løbet af dagen var solen kommet frem, og sveden løb i strømme, så jeg måtte tage min frakke af. I kampens virvar havde jeg glemt den i skyttegraven.
Så kom natten og sænkede sig over ven og fjende, døde og sårede. Jeg havde haft alvorlige tab, og det gjorde mig særlig ondt at se, at en stor del af det unge mandskab, som lige var kommet ud, var blandt de faldne.
Natten blev bidende kold, så tænderne klaprede, dels af kulde, dels af det uhyre pres, jeg havde stået under hele dagen. Jeg drak af min feltflaske og spiste en bid brød – varm mad fandt ikke vej frem til os.
Jeg længtes efter min dejlige varme frakke, som nu lå et eller andet sted længere fremme i skyttegraven. Da jeg ikke kunne holde det ud længere, sneg jeg mig langsomt frem gennem skyttegraven, meter for meter krøb jeg nærmere, hvert øjeblik klar over at der kunne stå en russer over for mig. jeg hørte dem tydeligt tale med hinanden, da jeg opdagede min frakke få meter foran mig. jeg holdt vejret til jeg fik tag i den, og så kravlede jeg baglæns og trak frakken efter mig. Den nat frøs jeg ikke mere!
I mørket tilhørte initiativet den svagere, og derfor besluttede jeg at angribe før daggry for at få højen tilbage.
Vi krøb frem gennem skyttegraven så nær ind på fjenden som muligt, og på mit tegn kastede vi håndgranater og stormede frem gennem graven.
En afdeling stormede ovenpå graven, og overraskelsen var perfekt.
Mange fjender faldt for vores ild, og de, som overlevede, trak sig flugtagtigt tilbage.
Da solen kastede sit første gyldne skær over slagmarken, sad vi i vores gamle stillinger på højen, men jeg var godt klar over, at det ikke ville vare længe, før russerne startede et nyt forsøg på at smide os ned igen.
Det var nu tredje dag, at vi næsten uden søvn, uden rigtig mad og til trods for svære tab holdt stillingen.
Nu meldte min regimentskommandør, SS-Obersturmbannführer Hans Dorr sig over felttelefonen: ”Kam, hold ud lidt endnu”, og han understregede, hvor vigtig min opgave var – at holde regiment Germanias venstre fløj og dermed forhindre, at hele divisionen Wiking ville blive rullet op.
Medens vi beskæftigede os med at gøre os kampklar, hørte jeg en ukendt lyd nede fra floden, og vi troede ikke vores egne øjne, da et krigsskib dukkede op i en krumning af floden.
Det var en kanonbåd, som omgående åbnede ild mod vores stillinger, og jeg forsøgte feberagtigt at alarmere vores artilleri, som jeg stod i forbindelse med per telegraf. Kanonbåden dængede os til med granater, og jeg syntes, at der var gået en evighed, inden de første granater kom hylende hen over os fra vores eget artilleri.
De tvang skibet til at søge dækning længere nede ad floden, og så fulgte et nyt angreb fra landsiden, men jeg måtte se to gange gennem min kikkert, medens de nærmede sig.
Det var ikke russere i deres grøn-brune uniformer, men soldater klædt i mørkeblåt, altså marine elitesoldater som kanonbåden havde landsat. Glimrende udrustet kæmpede de hårdt og frygtløst, flere gange nåede de ind til vores skyttegrave, men det lykkedes os gang på gang at kaste dem tilbage. Det var en kamp mand mod mand, og højen vekslede flere gange besidder den dag, men da natten faldt på, holdt jeg min stilling med en håndfuld af mine tapre mænd. Det havde været en skrækkelig dag, som jeg aldrig vil glemme, og da nattens stilhed sænkede sig over os, stod den næsten i uhyggelig kontrast til dagens helvede, som drønede i vores hoveder.
Vi hørte tydeligt russernes råb og befalinger, medens de samlede deres døde og sårede sammen, og vi forholdt os fuldstændig roligt. Jeg havde også haft meget hårde tab, og det var smerteligt, når meldingerne kom om alle dem, der ikke havde overstået den frygtelige kamp.
Så kom en meddeler fra divisionen ind i min kommandopost og overgav mig den befaling, at vi i nattens løb skulle trække os tilbage. Min opgave var at dække regimentets tilbagetog med mine sidste mænd som bagtrop. Min lille flok bestod nu af 42 mand. Det var alt, hvad jeg havde til overs.”
Jeg fik tildelt fire panserkampvogne, som ved daggry skulle køre os tilbage til vores egne linjer. jeg måtte nu overtage hele regiment Germanias afsnit og simulere, at gravene var besat, så jeg lod mine mænd bevæge sig gennem systemet og her og der affyre nogle skud, således at fjenden troede, at hele besætningen var tilstede.
Der herskede en uhyggelig stilhed, medens vi sneg os gennem skyttegravene og hvert øjeblik kunne støde på en russisk stødtrop i færd med at undersøge terrænet. Men alt gik godt.
Jeg gik knapt hundrede meter tilbage for at få forbindelse med de fire panservogne, og det var ikke svært at finde dem i mørket, for der hørtes støj fra brug af værktøj.
Da jeg nåede frem, fik jeg den chokerende meddelelse, at en af larvefødderne var sprunget af, og at besætningen feberagtigt forsøgte at montere den igen.
Medens jeg hviskende underholdt mig med kommandanten, dukkede der pludselig tre mænd frem af mørket med nøjagtig kurs mod os. På grund af mørket, min lange frakke uden skulderstropper eller rangdistinktioner, og en russisk pelshue, som jeg havde på, havde de forvekslet mig med en russisk officer. Deres anfører trådte hen foran mig, lagde hånden hilsende på huen og sagde ”Straptede Pan Officer” (god aften, hr. officer). Vi stod et par sekunder som lammede, så rev jeg min revolver op med ordene ”Ruki Ver” (hænderne op).
Nu var det russernes tur til at stå som ramt af lynet. Vi afvæbnede dem alle tre og så til vores overraskelse, at to af dem bar nogle dunke på ryggen. Da vi åbnede dem og duften af varm suppe slog os i mode, var vi nærmest målløse. Vi havde ikke fået varm mad de sidste tre dage, og russerne delte villigt ud til os. Medens vi slubrede den varme hirsesuppe begærligt i os, begyndte en af pansermændene, som talte perfekt russisk, at udspørge dem.
De var på vej med mad til deres kommandostand og var uden besvær gået igennem vore tyndt besatte linjer. De forklarede, at der befandt sig flere bataljoner i vores umiddelbare nærhed, og deres håndbevægelser lod forstå, at de snarere befandt sig bag end foran os.
Nu gjaldt det om at holde hovedet koldt. Hvis russerne fik den mindste mistanke om de virkelige forhold hos os, ville de uden tvivl omgående angribe, og vi ville ikke have en chance. Vi lod de tre fanger forstå, at der ikke ville ske dem noget som helst, hvis de forholdt sig roligt og fulgte vores anvisninger. Jeg fordelte nogle cigaretter blandt dem, og de var nærmest glade over at slutte sig til os.
Nu blev arbejdet på panservognen genoptaget, men efter en times forløb meldte panserkommandanten, at han måtte give op, og at vognen ikke kunne gøres kampklar. Jeg fandt hurtigt mine sikkerhedsposter, som stod mellem mig og frontlinjen og gav ordre til, at mine mænd skulle forlade skyttegravene gruppevis.
Det er ikke så let at fjerne sig fra fjenden, uden at han mærker det, og man må regne med, at han følger efter, så snart han opdager, at vi er ved at forsvinde. Ved indbyrdes sikring nåede de tilbage, uden at der skete noget, og ved 4-tiden var vi alle samlet ved de fire panservogne. Det var en lille flok af mine tapre gutter, som stod omkring panserne og hurtigt fik en mundfuld varm suppe.
I mellemtiden havde pansermændene gjort deres ene vogn klar til sprængning, ladningen ville gå i luften i løbet af 10 minutter. Hurtigt entrede vi de tre panservogne, og jeg gav tegn til afgang. De mægtige motorer drønede, og vi rullede tilbage. Efter få minutter blev luften sønderrevet af et mægtigt brag, og en vældig flamme slog ud i mørket efterfulgt af en række detonationer. Vi gav gas.
Efter en halv times kørsel nåede vi et vandløb. Jeg har glemt at fortælle, at vores tre fanger sad blandt os på panservognen, og det skulle vise sig at være et stort held. Floden var så dyb, at vi ikke kunne sætte over. Den ene russer må have haft et godt kendskab til terrænet, for han dirigerede os længere op ad floden, og her fandt vi et vadested, hvor vi uhindret kunne nå over til den anden side. Vi fortsatte farten, men pludselig fik vi geværild forfra – det var nu vores egne linjer, vi havde nået, og så gjaldt det om hurtigt at få affyret tre grønne signalpatroner som tegn på, at vi var egne tropper.
Vi havde med vores indsats holdt en nøglestilling i tre dage mod en mægtig overmagt, og der blev sagt mange rosende ord ved regimentskommandoposten.
Hans Dorr så på mig med et særligt blik, da han sagde: ”Kam, das haben Sie grossartigt gemacht” (Kam, De har gjort det storartet). Jeg erfarede først senere, at han havde indberettet det til Wikings divisionsstab, og at jeg var blevet indstillet til ridderkorset.
Efter de hårde, med store tab førte kampe nordøst for Warszawa og i den ”våde trekant” lå division Wiking i stilling ved Modlin. De totalt udpumpede tropper fik en fortjent pause. Nyt mandskab, særlig fra luftvåbnet, blev uddannet og indrullet i enhederne.
Søren Kam får ridderkorset ved en simpel ceremoni 7. februar 1945. Nazityskland har ikke længere overskud til de stolte parader, ceremonier og højrearmssving, der har præget de tidlilige år under Hitler. Nu er det hele død og ragnarok, og et af tidens ordsprog på de tyske gader lyder ”nyd krigen, for freden bliver frygtelig”.
Det har ofte forlydt, at føreren personligt sætter det lille symbolske kors fast på den 23-årige danskers tøj. Det er ikke rigtigt, og Søren Kam siger, at det har en dansk journalist opfundet og alle skriver af fra ham.
Det kunne under normale omstændigheder have været Hitler, som personligt tog sig af tildelingen, men forholdene tillader det ikke. Søren Kam fortæller:
Vi lå på det tidspunkt i svære kampe i Ungarn, og division Wikings kommandør, SS-Oberführer Karl Ullrich, gjorde mig klart, at jeg i øjeblikket var ”unentbehrlich” (uundværlig) på fronten. Han besluttede derfor at dekorere mig omgående. Umiddelbart bag fronten blev der opstillet en æresgarde, og foran denne formation hængte SS-Oberführer Karl Ullrich ridderkorset om min hals.
Altså ikke de store dikkedarer, da Søren Kam tildeles den store hæder. Og dog. Da kampene i området stilner af, får han en særlig ”tapperhedsorlov”, hvorunder han skal melde sig i førerhovedkvarteret i Berlin, måske til audiens med Hitler selv. Kam rejser med militærfly fra Wien til Tempelhof-flyvepladsen i Berlin i begyndelse af marts 1945 og bliver kørt gennem den sønderbombede tyske hovedstad. Kørslen igennem Berlin var deprimerende, men overalt blev der arbejdet og ryddet op, man kunne virkelig respektere berlinerne for deres utrolige livsmod, husker Kam i dag. I SS ”Führungshauptamt” bliver han modtaget af SS-Obergruppenführer (general) Gottlob Berger.
Jeg blev modtaget af ham med meget hjertelige ord, som gav udtryk for hans særlige velvilje overfor min person.
Og så kom den store overraskelse:
Adolf Hitler modtog et antal højt dekorerede soldater i sit hovedkvarter hen på aftenen, og jeg var udset til at være blandt deltagerne.
Det var klart, at jeg også havde Gottlob Berger at takke for denne særlige udmærkelse.
Det var allerede mørkt, da vi kørte til førerhovedkvarteret i Vosstrasse til Reichskanzlei. Sammen med fem andre soldater, to menige og tre officerer, som alle var blevet udmærket med de højeste ordener i de sidste dage, blev vi ført ind i et større rum, hvor vi tog opstilling. Jeg var den eneste Waffen-SS soldat, de øvrige var fra værnemagten.
Før vi betrådte det værelse, hvor Hitler ville modtage os, måtte vi aflevere vores bælte med skydevåbnet, en særlig undersøgelse blev ikke foretaget. Hvis en af os havde gemt en pistol i lommen, havde man uhindret kunne tage den med ind.
Det varede nogle minutter, hvor vi stod tavse, og en uhyre spænding lagde sig over os. Det var, som om sekunderne kun langsomt sneg sig af sted.
Så blev døren pludselig åbnet, og Hitler trådte ind, fulgt af en række højtstående officerer, deriblandt feltmarskal Keitel, som jeg kendte fra billeder. Også Gottlob Berger var blandt de officerer, som ledsagede Hitler. Før døren blev lukket, betrådte to SS-Hauptscharführere (oversergenter) rummet, bevæbnet med maskinpistoler.
Feltmarskal Keitel
Hitler gik lige frem til os, som hilste ham i stram holdning med oprakt højre arm.
Han trykkede os i hånden en efter en, og hans øjne med det fascinerende blik borede sig ind i vores. Jeg indrømmer, at mit hjerte bankede, så jeg kunne mærke det i halsen.
Da turen kom til mig, og jeg meldte mig som SS-Obersturmführer Kam, I. bataljon Germania, division Wiking, trådte general Berger hen ved siden af Hitler og sagde ”Mein Führer, Søren Kam ist dänischer Freiwilliger und hat den Krieg vom Anfang an der Ostfront mitgemacht” (Min fører, Søren Kam er dansk frivillig og har gjort krigen med på østfronten fra begyndelsen).
Et svagt smil spillede om Hitlers mund, medens han betragtede mig.
I den korte tale, han holdt til os, takkede han os for vores troskab og tapperhed, som fandt udtryk i de høje udmærkelser, som vi bar. Han opfordrede os til ikke et sekundt, at tvivle på “Endsieg“ (den endelige sejr), som ville komme: „Wir werden über eine Waffe verfugen von der unsere Feinde sich keine Vorstellung machen, wir müssen nur noch kurze Zeit aushalten bis diese Waffe zum Einsatz kommt“. (Vi vil råde over et våben, som vores fjende ikke gør sig nogen forestilling om.
Vi må blot holde ud en kort tid endnu, før dette våben kan komme i brug).
Altså har vi alligevel et hemmeligt våben, for det igennem mit hoveder. Tænkte Hitler på den tyske atombombe?
Der blev jo på det tidspunkt arbejdet feberagtigt på den, som man senere erfarede.
Da Hitler forlod rummet, bemærkede jeg hans lidt slæbende gang.
Den venstre arm hang ubevægeligt ned, en følge af attentatet 20. juli 1944.
Han virkede rolig, og hans blik var fast og klart. jeg må sige, at det dengang var en umådelig stor oplevelse for mig at stå over for den mægtigste mand i Europa, som havde tvunget alle landene omkring Tyskland i knæ.
Hvis jeg på dette tidspunkt troede på den endelige sejr, så var det kun, fordi jeg ikke ville indrømme over for mig selv, at krigen var tabt for os. På vejen tilbage til SS-Führungshauptamt (SS’ hovedkvarter) talte jeg med Berger om mine indtryk og takkede ham, fordi jeg havde fået denne oplevelse.
Som belønning får Søren Kam en uges orlov, og den følgende dag vækker hans ridderkors opsigt på Berlins gader, da han går rundt for at besøge venner og kendte steder.
Jeg stod foran det store pragtfulde hotel Bristol på Unter den Linden, hvor jeg ofte havde boet, nu var det kun en ruin.
Men hvor jeg beundrede berlinerne, de var i godt humør og elskværdige som altid.
Det imponerede mig, når Hitler-jugend drenge kom løbende og stod ret for mig og bad om en autograf. Efterhånden vænnede jeg mig også til, at alle menige og officerer gjorde honnør så snart, de så mig. Nu var jeg blandt de helt udvalgte i den tyske nation. Hvem er ikke modtagelig for sådanne følelser, når man kun er 23 år?
Søren Kam er formentlig den sidste dansker, som ser Adolf Hitler i live.
Mindre end to måneder senere, 30. april, begår føreren selvmord, mens den røde hær er ved at indtage Berlin. Få dage senere kommer Det Tredje Riges endelige kollaps. Han slutter krigen med rang af SS-Obersturmführer (premierløjtnant) som kompagnichef i 1. Bataljon Germania under 5.SS-Panzer Division Wiking.
Da er Søren Kam i det sydlige Tyskland.
Efter at have skjult sig en tid, slipper han af med sin uniform og begynder at kalde sig Peter Müller. Han finder arbejde i det lokale landbrug og går under jorden.
Søren Kam lever endnu, 25.7.2012, i Kempten Algau i Tyskland, og har siden 1950`erne ikke holdt sit navn eller levested hemmeligt. I mange år stod han for større øldepot og distribution.
Erik Høgh-Sørensen udgiver i 1998 bogen ”Dansk Dødspatrulje. En bog om SS-officer Søren Kam” (Askholms Forlag, 1998) og “Forbrydere uden straf” (Forlaget Documentas, 2004). I begge bøger forsøger forfatteren at belyse Søren Kams deltagelse i krigen. Bøgerne bærer dog præg af en kraftig forudindtaget holdning til det at have været frivillig.
1. Søren Kam
2. SS-Obersturmbannführer Hans Dorr
3. SS-Obergruppenführer Gottlob Berger
4. SS-Oberführer Karl Ullrich
5. Ridekros
