Artikel fra det tyske militærmagasin “Der Freiwillige”, artiklen er skrevet af H. T. Nielsen.
Oversættelse af billede 1
SS-Obersturmbannführer d. R. Ernst Christian Hartvig Viffert
Ernst Christian Hartvig Viffert blev født i København, Danmarks hovedstad, den 10. november 1893.
I årene 1908 til 1911 gik han på den militære forskole og begyndte derefter i 1911 sin militære løbebane som rekrut i Det Kongelige Danske Ingeniørregiment. I 1912 blev han allerede forfremmet til korporal (overkorporal) og i 1914 fulgte graden sergent (underofficer) i aktiv tjeneste.
Danmark deltog ikke i Første Verdenskrig; landet forblev neutralt, men holdt sin hær kampklar. Underofficer Viffert gik i denne tid på officersskolen og blev den 21. oktober 1921 forfremmet til løjtnant.
I årene 1923 til 1926 blev løjtnant Viffert uddannet ved pionerofficersskolen og afsluttede derefter uddannelsen til officer i hæren og rejste til Fjernøsten. I Asien arbejdede han som jernbaneingeniør, hvor hans viden især inden for brobygning blev efterspurgt. Efter omkring tre år vendte han tilbage til Danmark, hvor han igen fik en stilling i Det Kongelige Danske Hær.
Urolighederne i Europa i trediverne berørte naturligvis også Danmark, og Viffert måtte, som mange af sine landsmænd, vælge side. Derfor blev han igen aktiv for hæren og blev den 1. juni 1934 optaget i den kongelige kommandostab som chef for pionerbataljonen. Som kaptajn blev Viffert udnævnt til hovedmand i Kongens pionerbataljon.
Da den tyske Wehrmacht krydsede den danske grænse den 9. april 1940, begyndte operation „Weserübung“. Mellem Stor-Tyskland og Danmark herskede der dengang et godt forhold, men Danmark var på grund af sin nøgleposition i Østersøen en international regel. Derudover var der allerede i marts 1940 blevet afholdt et hemmeligt møde mellem den danske udenrigsminister Peter Munch og Reichsführer-SS Heinrich Himmler i Rostock.
For at undgå engelske og franske gengældelsesforanstaltninger blev den Kongelige Danske Hær afvæbnet, men ikke opløst. Den beholdt sine faner og kæmpede ulykkeligt, og først efter to timers kamp blev ordren om at indstille kampene givet. 13 danske soldater samt tre grænsegendarmer var faldet forgæves.
Fuld af skam og afsky over for den demokratiske politik gik den nu soldatløse hær i opløsning. Viffert meldte sig den 12. juni 1940 ind i „Danmarks Nationalsocialistiske Arbejder Parti“ (DNSAP). Han fik medlemsnummer 30.095. Dette parti, ledet af Dr. Clausen, ønskede sandheden om den 9. april 1940 frem og ville holde de skyldige politikere ansvarlige for deres handlinger.
Billedtekster:
- SS-Sturmbannführer Viffert sammen med ordonnansofficeren, SS-Obersturmführer Dr. Müller, foråret 1942.
- Foråret 1942. Fra venstre: tandlægen, SS-Sturmbannführer Viffert og hans far, en dansk frivillig.
Oversættelse af billede 2
Dr. Clausen ønskede sandheden om den 9. april 1940 frem og ville holde de skyldige politikere ansvarlige for deres handlinger.
Hæren forblev under våben, men var brudt på moralen. Offentligt blev officererne fornærmet af befolkningen, fordi de så ud til ikke at have vovet at kæmpe den 9. april 1940. Mange officerer tog i de følgende måneder og år afsked med aktiv tjeneste.
Så kom den 22. juni 1941 operation „Barbarossa“. Fire dage senere nåede den danske regering og dens konges overbevisning så langt, at den gav tilladelse til oprettelsen af en frivillig bataljon til kamp mod bolsjevismen i øst. Inden for få dage meldte de første 600 frivillige sig. For aktive officerer var dette ikke uden videre tilladt. Gennem et skriv fra Forsvarsministeriet i København blev tilladelsen dog givet, og den danske hær tillod endda sine officerer at kæmpe mod den fælles fjende. Mange krigsdeltagere beskrev dette skriv som en forløsning. Nu kunne de endelig, det de ikke havde kunnet den 9. april, kæmpe for hele Europas befolkning mod den asiatiske østlige fare.
Den danske udenrigsminister Erik Scavenius modsagde dog offentligt dette, men ikke officielt, da også aktive rigsdanske soldater officielt blev sendt til fronten.
Uden hensyn til sin alder var kaptajn Viffert en af de frivillige, der meldte sig. Han blev optaget som Legions-Hauptsturmführer og rejste til Hamburg-Langenhorn, hvor den danske bataljon under navnet „Frikorps Danmark“ blev oprettet.
Kommandøren var den danske Legions-Obersturmbannführer Kryssing. Uddannelsen gik trægt, især blandt mandskabet var der megen uro. Derfor blev en række officerer hentet ind udefra. Blandt dem Legions-Hauptsturmführer Viffert, der som uddannet pioner blev kommanderet til tjeneste ved Waffen-SS.
Efter afsluttet uddannelse i Tyskland blev Viffert i foråret 1942 forfremmet til SS-Sturmbannführer af reserven og tilknyttet SS-pionerbataljonen i SS-division (mot.) „Wiking“. Her gjorde han tjeneste som stedfortrædende bataljonschef. Hans kendskab til brobygning i Asien kom nu divisionen og dens våben til gode.
Fra 21. august 1942 til 3. oktober 1942 førte han 2./SS-Pioner-Bataillon „Wiking“. For dette blev han tildelt Jernkorset I og såremærket i sort.
Efter uddannelse i Tyskland og sommeren 1943 blev han den 1. oktober 1943 udnævnt til SS-fører i Waffen-SS og den 8. oktober 1943 overført til Waffen-Armekorpset af SS (lettisk AK). Den 9. november 1943 blev han forfremmet til SS-Obersturmbannführer af reserven. Som Vaffen-Arme-Korps for de baltiske (lettiske) frivillige kæmpede han i Kurland og under SS-Obergruppenführer og General der Waffen-SS Walter Krüger mod de sovjetiske soldater.
Billedtekster:
- Foråret 1942. Fra venstre ses den danske frivillige og Finlandskæmper, faderen til SS-Sturmbannführer Viffert, længst til højre OO SS-Obersturmführer Dr. Müller.
- Foran egen bunker i foråret 1942. Fra venstre en ikke identificeret fører, SS-Sturmbannführer Viffert, SS-Untersturmführer Georg Kormann og SS-Obersturmführer Dr. Müller.
Oversættelse af billede 3
SS-Obersturmbannführer Viffert blev i korpsets pionerførerkommando frem til krigens afslutning og udførte et fremragende arbejde i Kurland og ved floden Aa.
Den lettiske Waffen-Oberssturmbannführer Oskars Petru von Korp-Stab mindede sig om Viffert som „sin gamle, men faste punkt“.
Da feltlommen af Kurland blev lukket den 8. maj 1945 kl. 14.00, nedlagde VI. Waffen-Armekorps (lettiskes) sine våben. Kommandøren valgte selvmord. SS-Obersturmbannführer Viffert måtte sammen med tusinder af ikke-tyske og lettiske kammerater gå i russisk fangenskab.
Sammen med andre germanske frivillige blev han sendt til krigsfangelejren 7162/13 ved Darniza syd for Kiev. Her forsøgte Viffert at holde moralen hos de fangne oppe. Blandt andet gav han dagligt undervisning i militærhistorie, hvor hovedtemaerne var krigene mellem Danmark og Preussen i årene 1848/1850 og 1864.
I sommeren 1950 blev han endelig stillet for en krigsforbryderdomstol i Kiev. Som kollektiv krigsforbryder uden enkelthandlinger blev han dømt til livsvarigt fængsel og yderligere 25 års tvangsarbejde. Efter dommen grinede han blot og takkede dommeren for, at han stadig måtte leve så længe.
I slutningen af 1950 døde SS-Obersturmbannführer Ernst Christian Hartvig Viffert af sygdom, svaghed og underernæring i sin fængselscelle i Stalin.
Han blev kaldt til våben af sin konge og sin regering for at drage i krig. Som alt tidligere var, opfyldte denne mand pligten til sidste åndedrag.
Hans ære hedder troskab.
Billedtekster:
- Førerne fra SS-pionerbataljonen 5 ved en sportsfest i Kurland, foråret 1943. Fra venstre: SS-Sturmbannführer Viffert, SS-Hauptsturmführer og ridderkorsmodtager Hugo Eichhorn, SS-Obersturmführer Georg Kormann, to ukendte Obersturmführer og SS-Untersturmführer Hille.
- SS-Sturmbannführer Viffert med påsat ridderkors af Dannebrogordenen, foråret 1943.
